Naturterapi i Den Sociale Landsby

Artikler

 Dette er også en rejse fra isolation til fællesskab, fra bedøvelse til følelse, fra passiv modtager til aktiv deltager. Ud af hulen – ind i skoven, af Bjørn, antropolog, pædagog i Den Sociale Landsby

Den Sociale Landsby ligger midt i naturen. Vi har skoven og havet omkring os, og fuglesang i ørene, ligeså snart vi går udenfor.

Men hvorfor er det vigtigt? Blandt den sociale landsbys beboere, er der mange som har mentale udfordringer af forskellig art, ligesom der i samfundet generelt er en kraftig stigning af mentale sygdomme. Angst, depression og PTSD er tilstande som i stadig højere grad er blevet almene. Sundhedsvæsnet fokuserer på individet i sit forsøg på at behandle disse tilstande. Det forsøger at reducere problemet til manglende substanser i den enkelte hjerne, og udskriver medicin som skal fylde ’hullerne’. Man kan sige at sundhedsvæsnet i høj grad reducerer mennesket til dets pandelappers funktion. Det er en lappeløsning, som end ikke forsøger at besvare spørgsmålet: hvorfor? Hvorfor finder denne opblomstring af mentale problemer sted?

Ifølge professor Kjeld Fredens som er læge og hjerneforsker, er den vigtigste årsag, at vi i stigende grad lever indenfor, i menneskeskabte byer, uden kontakt med naturen i vores hverdag. Nyere forskning har vist at blot kort tids kontakt med naturen har en lang række gavnlige virkninger på mennesker:

  • Det booster immunforsvaret
  • Sænker blodtrykket
  • Reducerer stress
  • Forbedrer humøret
  • Fremmer fokuseringsevnen
  • Fremskynder helingsprocesser
  • Forbedrer søvn

Naturen er kort sagt ren medicin for syge, stressede, mennesker med angst, og dem har vi nogen stykker af i Den Sociale Landsby. Mange af dem har igennem det meste af livet levet indenfor, foran skærme, inaktive, med søvnmangel, dårlig ernæring og følelsesmæssigt stress som opvækstvilkår. Og behandlingssystemet har givet dem diagnoser og piller. Afhængigheder af sukker, energidrikke, junkfood, og andre former for dopamin udløsende substanser og handlinger følger med i kølvandet på sådanne liv, som ‘coping’ strategier, som bedøvelse.

Når en ny beboer kommer til Den Sociale Landsby, er det ofte svært at få personen ud af denne livsførelse, som er dybt indlejret. For nogen kan det tage måneder, før de kommer ud af hulerne. Men processen er igang, for rundtom os står træerne rankt, og fuglene synger. Der er solnedgang over havet, bål aftener og ture til stranden. En efter en finder beboerne vejen ud, og ind skoven. De begynder at gå ture, cykler, bader, løber, spiller volley, samler brænde til bålet, og alle disse ting er helbredende, for mennesker er ikke adskilte enheder. Vi er meget mere kontekstuelle end som så. Vi påvirkes stærkt af vores omgivelser, og medmennesker.

Inde i byerne påvirkes vi konstant af lys og larm. Oven i dette er nutidens mennesker de første med konstant opkobling til internettet, hvilket betyder at vi altid er på, skal være noget for nogen, og leve op til et socialt image som kræver energi at vedligeholde på sociale platforme. Ingen ved hvad resultatet af dette eksperiment med menneskers livsverden bliver, men stressende, det er det, og for at klare dette pres har vi brug for ro, og for at blive rummet.

Intet rummer så godt som en skov. Her er der plads til alle ens følelser og tanker, og man kan også blive væk, både fysisk og mentalt – hvis man sætter sin telefon på flytilstand. Man kan gemme sig, være alene, men man kan også være ét med skoven. Når jeg samler vilde urter og svampe, så kommer jeg i en tilstand af flow. Jeg er opmærksom på mine omgivelser, bevæger mig langsomt og bruger alle mine sanser, ikke mindst hjertet. Jeg finder ro, får tænkt ting igennem, paraderne kommer ned og jeg mærker hvad der foregår i mig. Det går op for mig at livet kan være mildt og blidt og langsomt. Jo mere jeg lærer om skoven, jo nemmere er det at komme i denne tilstand.

Det som motiverer folk til at forstå noget, er oftest at de har brug for det. Og naturen er et skattekammer fyldt af mad og medicin. Meget brugbare ting. Jeg forsøger at videregive min kærlighed til skoven ved at dele min viden om de spiselige ting til vores beboere, for at hjælpe dem på vej derud. Dette er også en rejse fra isolation til fællesskab, fra bedøvelse til følelse, fra passiv modtager til aktiv deltager. Ud af hulen – ind i skoven.