Det udviklende fællesskab – af Mette Bryndum

Artikler

‘Vores organisation består af et opholdssted, et botilbud  for voksne, og et levefællesskab vi kalder “ Den Sociale Landsby “.  På Botilbuddet bor der voksne  som har behov for specialpædagogisk støtte. På Opholdsstedet bor unge med psykosociale udfordringer. I levefællesskabet “Den sociale Landsby”,  bor der medarbejdere i tjenesteboliger samt praktikanter og frivillige.

Fællesskabsformer der samler, udvikler og gør en forskel

Udover den opgave vi stilles fra socialforvaltningerne, er vi i vores organisation på Hellebæk, optagede af hvordan vi kan skabe mindre og større fællesskaber, blandt og med de unge. Fællesskaber hvor den enkelte oplever sig selv, som en drivende, skabende og transformerende kraft. Oplevelsen af, at kunne skabe noget sammen, i fællesskab, er en vigtig oplevelse og dermed vigtig viden. Det er en viden, der giver håb om muligheden, for at skabe forandringer.  Det er storladne ord, men i praksis er det meget jordnært og ydmygt. Ud fra et perspektiv, hvor alting lever i relation til hinanden, bliver det livsnødvendigt at hjælpe de unge ind, i meningsfyldte sammenhænge.

Jeg vil give nogle eksempler, fra den feedback jeg har fået, fra nogle af vores tidligere beboere. Da jeg har været i feltet i 35 år, er en del af de første beboere nu voksne mennesker, der kan give feedback på baggrund af et levet liv.

Der er 3 slags fælles oplevelser der især har gjort indtryk

Den ene slags oplevelser, tidligere beboere altid refererer til er oplevelsen af, at skabe et fælles kulturprodukt. Igennem årene har vi lavet teater, musicals og mange forskellige slags orkestre. Der opstår en særlig forbindelse mellem os der har været en del af disse projekter. Hvis produktet skal blive godt, koster det blod, sved og tårer. Sene nattetimer hvor sidste hånd lægges på kulisserne, eller et kostume. En weekend der inddrages, for at bruge al tiden på at øve, øve og øve, indtil den sidder lige i skabet, før første forestilling. Generalprøve fiasko, der bliver en bragende succes dagen efter. Når vi så mødes mange år efter, og bare lige siger en lille replik fra stykket – så er vi tilbage midt i projektet, i dyb og ægte samhørighed. Det husker vi. Det bragte os sammen. Vi er stadigvæk stolte over vores fælles bedrift. Fællesskabet mellem de unge, og os ansatte opstår fordi vi som institution, tillægger projektet værdi som et ægte kulturelt udtryk. Et udtryk vi står skulder ved skulder, med de unge om at skabe.

Den anden slags oplevelse der har gjort indtryk, er byggeweekenderne. Vi tager ofte fat i store seriøse praktiske projekter. Flere gange om året samles alle ansatte og unge om at lave forandringer, enten i have og park eller indendørs. Vi har løftet mange forskellige slags opgaver, som f.eks. maling, lægge klinke gulve, tømme kælderrum, lægge gulvtæpper, lægge brosten, lave veranda og meget meget mere. De tidligere beboere fortæller ofte, at de husker det som lidt irriterende, at de skulle arbejde i en weekend – men de husker også med stolthed, mange af de fælles produkter. De taler om hvor store forandringer vi kunne lave, når vi var mange der løftede på samme tid.  De fortæller om de problemløsningsfærdigheder, de har fået med sig ind i fremtiden.  Problemløsningsfærdigheder som de flittigt har brugt, både privat og på de arbejdspladser hvor de er landet som voksne.

Den tredje slags oplevelser, der altid tales om når jeg mødes med tidligere beboere, er rejserne ud i verden. Rejser hvor man i en mindre gruppe drager ud og møder mennesker, bliver venner med dem, deler med dem og lære af dem.  Rejser hvor man oplever storslået natur, og pludselig føler sig lille og ydmyg. Rejser hvor det at se andre livsvilkår, har sat egne livsvilkår i relief.  Rejser hvor man oplever at menneskelighed er universel på trods af meget forskellige omstændigheder. Rejser hvor man oplever sig selv, mestre helt fremmede og overraskende situationer. Rejser som giver ny selvindsigt, livsmod og selvtillid. Rejserne bliver omtalt som oplevelser, der har bidraget til at skabe robusthed, ‘gå på mod og livsglæde.

Hvordan gør det en forskel?

Jeg tænker at vi kan gøre en forskel, ved at holde fast i at udvikle, på vores fællesskabs former. Former der kan samle menneskene i organisationen. Fællesskabsformer, store og små, der kan rumme en mangfoldighed af mennesker. Fællesskaber hvor det smalle normalitetsbegreb, erstattes med kærlighed, humanitet og mangfoldighed. Fællesskaber der skaber bevægelse, og udvikling for alle mennesker, inde i fællesskabet.