De uanede muligheder sammen med diagnosen

Artikler

Da jeg i 1994 startede som ung lærer her på Hellebæk, og sidenhen som skoleleder, var der meget få unge med diagnoser. Jeg kan huske hvordan vi i slutningen af 90érne, gradvist blev mere og mere optagede af at nogle børn kom med diagnoser. I starten var det altid DAMP/ADHD, senere Asperger og i de efterfølgende år, er der kommet flere og flere unge, med personlighedsforstyrrelser og andre forstyrrelser. Jeg oplever at selvom mennesker nu kommer med en eller flere diagnoser, er det stadigvæk de samme meget forskellige mennesker, vi hele tiden har arbejdet med. Jeg kan mærke at diagnoserne er betydningsfulde, og ofte giver den enkelte en stor tryghed. Jeg oplever at fagfolk mere og mere søger forklaringer i diagnoserne.

Jeg oplever også at diagnosen i al sin tryghed, også udvikle sig til at blive en forhindring for livsudfoldelse.

Både unge og voksne stopper nogle gange op og siger ” jamen det kan jeg/ det kan du jo ikke fordi jeg/du har jo OCD ”. Diagnoseforståelsen kan skabe en risiko, for at et voksende antal af helt almindelige færdigheder, pludselig ikke er mulige at tilegne sig, med forklaring i diagnosebeskrivelsen.
Diagnosernes indbyggede handikapforståelser kan blive identitetsskabende. De unge og deres netværk kan blive fastlåste i den kompenserende tilgang. Vi som professionelle, kan blive fastlåste på den samme måde. Vi må skærpe vores forståelse, og vores nysgerrighed omkring de komplekse forhold vi bliver en del af, når vi går ind i samarbejdet med mennesker, der har forskellige diagnoser.

Jeg har oplevet hvordan det at flytte fokus, fra et problem til noget nyt og anderledes, kan løsne op for selve problemet. Vi siger tit til hinanden: ” det vi gøder vokser”. Igennem mine praksiserfaringer har også set, at det at flytte kontekst kan flytte bjerge. Et af Tvind skolernes oprindelige pædagogiske principper var ”fra et sted ser du kun kort ”.

Jeg har gang på gang oplevet hvordan nye perspektiver og forståelser, kan vokse i en gruppe unge og medarbejdere, som står i nye ukendte kontekster.

At flytte kontekst

Rejsen til udlandet er en klassisk måde at flytte kontekst og fokus på.
Det at blive gæstfrit modtaget af familier i Tyrkiet, Polen, Spanien, USA eller Indien, giver et nyt perspektiv på hvordan verden ser ud, og på hvordan vi mennesker på tværs af landegrænser, har rigtigt meget tilfælles.

Jeg kan huske Annie, som havde opbygget et belastet forhold til politiet. Hun havde en stor ”aha oplevelse ”, da hun var med på en rejse til USA. Hun boede hos en amerikansk familie, hvor begge forældre arbejdede i politiet. Hun blev modtaget i denne familie, med stor gæstfrihed og varme. Hun blev hurtigt rigtig gode venner med familien. Oplevelsen satte sig i hjertet på hende, og den har helt sikkert bidraget til forandringer, i hendes verdensforståelse. Måske har oplevelsen været en del af den forandring, der betyder at hun i dag er i gang med en uddannelse, og ikke sidder i fængsel.

Det levende orkester åbner op for nye muligheder

En anden måde at flytte kontekst på, er at forvandle de unge og medarbejdere til et orkester. Her sidder alle sammen med hinanden og kæmper med hver sit instrument, med noderne og med at følge dirigenten. Der hvor jeg har arbejdet, har vi altid været dybt optaget af musik og teater. Vi har lavet meget forskellig slags musik. Udgangspunktet har altid været produktet – den koncert vi skulle forme sammen, var det der drev os. Formålet har aldrig været at uddanne musikere –, selvom enkelte er blevet musikere efterfølgende. Formålet har været at have det sjovt og skabe et produkt, vi alle sammen kunne være stolte af. Vi har optrådt i indkøbscentre, for børnehaver, for forældre, for andre skoler og ved festlige lejligheder. Ofte har vi selv skabt en festlig lejlighed, sådan at vi kunne komme til at optræde. Personalet har været lige så optaget og engageret i processen og produktet, som de unge. Dette har skabt en samhørighed og et ægte fællesskab, hvor grænserne mellem ung/personale eller ung/ung forsvinder. Disse øjeblikke af ægte fællesskab og samhørighed er magiske. Ofte er det i disse magiske øjeblikke vi kan røre ved hinandens hjerter, og så et frø – vande en spire, få noget nyt til at gro og udvikle sig.

Det er vores arbejde med symfoniorkester og Bigband, som har skabt den største samhørighed, den stærkeste fællesskabsfølelse, og det bedste kammeratskab. Måske fordi, her var der ingen stjerne. Vi er bare sammen med hinanden om at skabe musikken – et samlet musikalsk udtryk, hvor alle er en ligeværdig del af skabelsesprocessen. Dette er en stor oplevelse både for personalet og for de unge.

For de unge giver det at spille med i et orkester, ofte et nyt perspektiv på indlæring, og på muligheden for personlig forandring. Det at en ung som ikke kan læse, kan læse noder, giver den unge et håndgribeligt bevis på at han/hun ikke er helt umulig. Det kan ofte give håb og mod til, at gøre sig umage i andre sammenhænge, selvom det er udfordringer der er svære og nye.

Det er også sundt for pædagoger at komme på skolebænken, med noget vi ikke kan i forvejen – det skaber også et nyt perspektiv for indlæring, og forandring i os selv, to begreber vi forventer at de unge skal indgå positivt i, hver dag og hele tiden.