Guldpuden – En case story om uærbødighed og mod

Artikler

Her vil jeg fortælle om en ung pige der boede hos os i 2 år.

Cecilie kommer som 16.årige med en beskrivelse, af hendes massive grænseoverskridende adfærd. Kommunen har defineret Cecilies sag som formålsløs, og hun bor derfor på gaden. Cecilies sagsbehandler insisterer på at en 16.åriges liv, ikke kan defineres som formålsløst. Dette er modigt fordi sagsbehandleren er oppe imod hele sin forvaltning. Vi sammensætter, sammen med sagsbehandleren, et kreativt og uærbødigt tilbud til Cecilie.

Sammen med sagsbehandleren møder vi Cecilie med åbne hjerter, og som medmennesker. Cecilie har ikke selv noget håb for fremtiden. Hun mener at hun helt sikkert alligevel dør, inden hun bliver 20 år, så derfor kan hun lige så godt ”fyre den af” som hun siger. Cecilie har en tydelig forståelse af sig selv, som det ”sorte får”.
Historien omkring Cecilie som det sorte får, har hun bygget op ud fra en række
forskellige fortællinger, der lever i hele hendes store familienetværk.

Guldpuden

Vores tilgang bliver det første år at bære Cecilie på en guldpude. Formålet med
Guldpuden, er at vi sammen med Cecilie, får skabt et mere nuanceret billede, af
fortællingen om hvem Cecilie er. Guldpuden består i, ikke at blive fanget af
Cecilies mange forsøg, på at vise os hvor umulig og forfærdelig hun er.
Guldpuden ligner, at Cecilie direkte udnytter en flok godtroende pædagoger.
Cecilie tager afsted af utallige gange, slukker telefonen og vil hentes 5 dage efter flere
100 km. væk. Vi henter hende altid. Det bliver som regel i forbindelse med
afhentningerne, at Cecilie arrangerer en række impulsive besøg hos familie og
venner, for at hente eller låne noget. På denne måde bliver vi en del af en række utraditionelle og uformelle møder, med Cecilies netværk. Disse møder betyder at vi sammen med Cecilie, kan begynde at samle puslespillet, omkring Cecilies livsfortælling. Vi udfolder lige så stille fortællingen om hendes liv, og vi skaber sammenhæng samt finder sammen, om nye vinkler på fortællingen.

De lange køreture er perfekte uformelle rum, for de reflekterende samtaler.
Guldpuden betyder også at den pædagog som bærer puden, må arbejde meget med sig selv. Guldpudebæreren må afstå fra at blive fanget i sine egne meninger, for forståelser og fordømmende holdninger. Guldpudebæreren må slippe alle ønsker om kontrol. Guldpudebæreren må åbent og nysgerrigt, møde virkeligheden og de mennesker der er i den. Guldpudebæreren må også tage det fulde ansvar for, at ethvert møde med menneskene i Cecilies liv, bliver så positivt som muligt. Ansvaret for at skabe de positive møder, indebære mod til at være kreativ i den enkelte situation. For eksempel: at hente de flødeskumskager, der skal til for at gøre mødet godt.

Efter et år med guldpuden erklærer Cecilie på et møde i socialforvaltningen, at hun har indset at hun må samarbejde med os. Hun fortæller at hun har prøvet alt, absolut og 100 % alt, der skal til for at blive smidt ud, men at det ikke er lykkedes hende at blive smidt ud. Nu var hun klar til at samarbejde. Cecilie var helt klar over at hun fra første dag bare kunne melde sig ud hvis hun ønskede dette.

Behovet for en diagnose, for at få hjælp

Vi forstår tidligt i forløbet sammen med Cecilie, at hun vil have behov for
omsorg og støtte, langt ind i sit voksenliv. Hun falder hurtigt tilbage i et meget negativt selvbillede. Hun opgiver let håbet om fremtiden, og kaster sig ud i farlige fornøjelser. Vi tror ikke, at Cecilie kommer til at være hos os i mange år, hun er alt for flygtig og flyvsk. Vi konkluderer derfor, at for at åbne Cecilies mulighed for at få et værdigt voksenliv, er der brug for at Cecilie får en diagnose. Diagnosen kan retfærdiggøre, at hun har et ret til at få hjælp, udover sit 18´ende år. Vi var bekymrede for at Cecilie uden en diagnose, ville blive overladt til selv, i et ensomt omflakkende liv på gaden.

Cecilie var meget imod at skulle udredes af en psykiater. Det var også svært at få
en psykiater til at udrede Cecilie, fordi hun røg en del hash. Da Cecilie, efter det
første år, havde bestemt sig for at samarbejde med os, italesatte vi overfor Cecilie,
at diagnosen ville være en forudsætning for at kunne modtage hjælp fremover.
Dette er en uærbødig tilgang. Cecilie havde gennem det første år, opnået en
spirende erkendelse af sine egne svagheder, og en forståelse for, at hun også
fremover ville have behov for hjælp fra systemet. Derfor indgik hun i
samarbejdet med psykiatrien.

Hvad gør diagnosen ved Cecilie?

Cecilie blev optaget af sin diagnose, da hun fik den. Hun googlede på nettet, og ledte efter de træk i hende, der bekræftede diagnosen. Hun begyndte at bruge diagnosen som retfærdiggørelse af alt det, der gik galt i hendes liv. For Cecilie var det en stor lettelse, og det var også en måde at få en identitet på. Samtidig blev det tydeligt, at håbet om forandring skrumpede ind hos Cecilie. Den sammenhæng problemerne var vokset ud af, blev mere underordnet for Cecilie, og hun begyndte at kigge mere indad for at finde fejlen i sin hjerne. At lede efter fejl i sin egen hjerne, er en ensom rejse.

Det lykkedes os ikke at beskytte Cecilie mod ensomhed. Nu blev det ikke en ensom omflakkende tilværelse på gaden, det blev i stedet en ensom færd efter svar inde i sin egen hjerne.

Cecilie har siden hun forlod vores sted, både været i fængsel, og også gennemført 4 eksaminer. Hun har stadigvæk den hund hun fik, da hun var hos os. Hunden har det godt og er en dejlig hund, der bliver passet efter alle hunde-passer-kunstens regler. Vi hører jævnligt fra hende, og hun kommer på besøg, og vi ved at hun regner os som et netværk hun kan henvende sig til, hvis alt går galt.

Sammenfatning

Vi har vist at Cecilies sagsbehandler, ved at være uærbødig overfor
forvaltningens beslutning, gav Cecilie nye muligheder for håb. Vi har også vist,
hvordan vores uærbødige og modige Guldpude tilgang, igennem det første år
sammen med Cecilie, har banet vejen for et samarbejde med Cecilie, og en ny
selvforståelse hos Cecilie, og dermed nyt håb for fremtiden. Det lykkedes ikke
Cecilie at blive smidt ud fra vores institution. Det krævede mod af os at nægte at
smide hende ud. Det var grænseoverskridende for Cecilie, at opleve ikke at blive
smidt ud. Det var første gang i hendes liv at hun ikke blev smidt ud af et sted, en
familie, en institution eller en skole.

Til sidst vil jeg sige, at indtager man en uærbødig og modig position i det socialpædagogiske behandlingsarbejde, indtager man også en grænseoverskridende position. De personlige etiske rammer, som man har sat for sig selv, de for forståelser af rigtigt og forkert, vi ofte har bliver konstant udfordret og justeret. Jeg mener, at garanten for at det kan lykkes med denne tilgang, ligger i det faglige, sociale og tillidsfulde fællesskab, man formår at bygge op i sin medarbejdergruppe.